Når livsværket ender i et dødsbo, kan arven på forhånd være dødsdømt

Jeg bistår arvingen i et dødsbo. Sagen giver anledning til eftertanke.

En privat udlejer dør og efterlader sig en mindre udlejningsforretning - nogle få lejligheder i lokalområdet. Ejendommene var afdødes både livsværk og -opsparing.

Driften fungerede, og gav et lille overskud. Et billede, mange mindre ejerledere vil kunne genkende. Værdier opbygges gennem et langt arbejdsliv med henblik på pension eller på at efterlade noget til familien.

Skifteretten indsætter en bobestyrer.

To år senere er boet fortsat under afvikling, og den tidligere fungerende udlejningsforretning er nødlidende. Tomme boliger er ikke blevet genudlejet, og der er ikke systematisk fulgt op ved lejeres fraflytning. Forhold som ifølge de medvirkende ejendomsmæglere har reduceret ejendommenes værdi væsentligt.

Regningen for bobestyrerens arbejde har rundet 0,5 mio. kr., svarende til ca. 7 % af boets samlede værdi.

Forklaringen er blandt andet, at boet anses som "kompliceret", fordi det indeholder udlejningsejendomme.

Er det kun mig, der synes, noget er galt?

Et lovreguleret system til behandling af dødsboer bør ikke kunne medføre, at en mindre, fungerende virksomhed afvikles så langsomt og dyrt, at en væsentlig del af afdødes livsopsparing og familiens arv forsvinder undervejs.

Noget kan forebygges. Generationsskifte, testamente og ejerstruktur bør overvejes, mens man selv kan træffe beslutningerne. Det hjælper jeg selvfølgelig gerne med.

Men vi bør også kunne forvente, at den, der overtager ansvaret for et dødsbo, og honoreres af boets midler, har den nødvendige forretningsmæssige forståelse til at bevare værdierne bedst muligt under afviklingen.